POPMELODIER OG KAMMERJAZZ

Den dansk-mexicanske sangerinde Sulahue debuterede med ep’en Eating Stars i 2012. Den var et charmerende bekendtskab, men den dengang lovede opfølgende ep og derefter album i sommeren 2013 blev aldrig til noget af for mig ukendte grunde. Nu er Sulahue endelig tilbage. Og hun er heldigvis stadig et charmerende bekendtskab.

Albummets titel – Eating Stars & Spitting Fire – antyder en fortsættelse af ep’ens cirkus-tema. Vi bevæger os da også i samme cirkusrelaterede univers, men jeg synes alligevel, Sulahue har rykket sig. Teksternes karakterer er stadig kulørte, men indsatserne er højere. Her er både eder, ulykkelig kærlighed, kranke skæbner og mord. Alt sammen leveret med et varmt og teatralsk glimt i øjet, der afslører hendes latinamerikanske ophav.

Det går hånd i hånd med musikken, der er lige dele popmelodier, kammerjazz og livlig swing. Sulahue bakkes op af et ensemble af talentfulde musikere, der spiller aldeles uprætentiøst. Gennemsnitsalderen er ikke høj, men samspillet er fremragende. Som på ep’en gør Alexander Kraglund sig specielt bemærket med sit følsomme violinspil, ligesom Lars Emil Riis’ spil på tangenterne er en nydelse. Samme Lars Emil står sammen med Soluhae bag hoveddelen af musikken på Eating Stars & Spitting Fire.

Eating Stars & Spitting Fire er et lidt særegent album, idet Sulahue og kompagni virker aldeles upåvirkede af, hvad resten af Danmarks musikere render rundt og laver. Ikke fordi albummet er gennemført originalt, men den stemningen er skiftevist fra en anden tid og fra en anden verden, og så lyder albummet så varmt, at flere gange bildte mig selv ind, at jeg kunne høre nålen knitre på vinylen. Det er godt håndværk at få det ned på cd!

Link til Lydtapetet